Hvad gør yoga godt for? 

 

Yoga betyder at forene.

I yoga er der fokus på at forene krop og sind gennem fysiske øvelser. Selv om det er kroppen, du arbejder med, vil du opleve, at yogaøvelserne også skaber en større bevidsthed og balance i dit sind.

 

 

Hvad hjælper yoga på? 

Yoga kan godt hjælpe på enkeltstående udfordringer med kroppen. Men yoga er en holistisk træningsform, hvor der sker en udvikling i krop og sind sideløbende, så de to er i balance.

 

 

1. Du styrker kroppen

For kroppen har yoga en styrkende og balancerende indvirkning på muskler, led, bindevæv, organer og kirtelsystemer. Selvom yoga foregår i et langsomt tempo, får du styrket dine muskler - ligesom de bliver strukket ud. Du vil opleve en sundere kropsholdning og øget velvære i kroppen. 

 

2. Fokus på åndedræt

Udover at arbejde med kroppen er en vigtig del af yoga fokus på åndedrættet. Åndedrættet anvendes som meditativt redskab, så fokus er på nuet. I yoga bruges åndedrættet aktivt, så kroppen kan slippe spændinger, og der kan arbejdes i dybden med strækkene i kroppens eget tempo. 

 

3. Roligt sind 

Du vil opleve, at yoga styrker dit sind, så du opnår øget koncentrationsevne, mere psykisk velvære og reducering af stress. Yoga er også en indre oplevelse, hvor det er vejen og processen, du lærer af. Målet i sig selv er ikke det væsentlige.  

Den kropsbevidsthed, øgede evne til koncentration og reduktion af stress, du får gennem yoga, kan nemt bruges i andre sammenhænge af dit liv. 

Yoga er for alle, og regelmæssig yoga gavner også i forvejen sunde individer. Det eneste krav til at dyrke yoga er, at du kan trække vejret.  

Yoga i AOF 

Der findes mange forskellige typer yoga og yoga variationer. Alle med udgangspunkt i de samme principper om at forsone krop og sind gennem fysiske øvelser. Yogaformerne varierer i tempo og intensitet.

Yoga fylder meget i kursuskataloget hos AOF, da vi oplever stor efterspørgsel. 

Derfor underviser vi i AOF i et bredt udvalg af forskellige former for yoga. 

Du kan vælge dit yogakursus ud fra hvilken type yoga, du syntes tiltaler dig eller ud fra hvilket behov, du har. Måske er du begynder, måske er du øvet. Det kan også være, at du er gravid. Vi har hold til alle. Herunder finder du en beskrivelse af et udvalg af yoga former og målgrupper.

Gravid yoga

Efterfødselsyoga

Vi har også hold i efterfødselsyoga, hvor vi har særlig fokus på at finde tilbage til kroppen og styrke bækkenbund, mave og ryg. Til efterfødselsyoga er din baby selvfølgelig velkommen. 

Gravid yoga 

Yoga er et frirum for krop og sjæl og særligt, når du er gravid. I graviditeten gennemgår din krop en stor udvikling. Her kan yoga for gravide hjælpe dig med at styrke din krop og nyde denne dejlige tid endnu mere.

Yoga for gravide giver en god kontakt mellem dig og din baby og forbereder dig til fødslen - både følelsesmæssigt, mentalt og kropsligt. Der arbejdes med yogaøvelser for gravide, der tager hensyn til, at kroppen skal bevæges lidt anderledes, end den plejer.

Gravidyoga giver en øget kropsbevidsthed, forebygger og lindrer graviditetsgener som smerter i bækken, lænd og ryg. Derudover arbejdes der med evnen til at finde ro via åndedrætsteknikker og afspændingsøvelser, der kan være en stor hjælp både i resten af graviditeten og ved fødslen.

Vi laver øvelser, der giver stabilitet i dine led, så din krop belastes mindst muligt af den ekstra vægt, du bærer i din graviditet.

Som udgangspunkt kan du deltage på vores yoga for gravide uanset hvor langt, du er i din graviditet. Du kan tjekke, om den enkelte underviser har nogle anbefalinger i forhold til, hvornår det er bedst at starte på netop deres yogahold for gravide. Har du gener i forbindelse med din graviditet, som du tænker kan være en udfordring i forhold til gravidyoga, så tag en snak med underviseren.

 

Yoga for mænd 

Fra naturens side har mandekroppen ikke samme smidighed som kvindekroppen. Derfor er der behov for yogahold kun for mænd. På vores mandeyogahold tager vi udgangspunkt i mandekroppen og laver yogaøvelser, der er tilpasset hertil. Faktisk har mænd den fordel i yoga, at effekten af et stræk hurtigere mærkes, da mænd ofte har større og stivere muskler. 

I Yoga for mænd arbejdes der med at mærke efter, stå ved egen krops begrænsninger, ånde dybt ind i strækkene, bruge musklerne og få sved på panden. Vi arbejder med yogaøvelser for mænd, der fordyber kontakten til kroppen og åndedrættet gennem stræk-, balance- og styrkeøvelser. 

Er du i forvejen aktiv i andre dynamiske sportsgrene, er yoga et godt supplement, da den kropsbevidsthed og evne til koncentration, du opnår gennem yoga, også kan bruges i fx løb.

Mænd må selvfølgelig deltage i andre yogakurser også. Er du senior, kan du også overveje et af vores yogahold for seniorer.

Yoga for seniorer 

Det er aldrig for sent at begynde til yoga. Yoga er for alle. Den eneste begrænsning for at dyrke yoga er, at du kan trække vejret.

Yoga for seniorer er gavnligt for dit velbefindende, da det styrker de områder af kroppen som med tiden kan blive udfordret. Til forskel fra andre former for træning foregår yoga i et tempo, hvor alle kan være med, men som samtidig styrker kroppen. Åndedrættet er vores guide, som vi langsomt og bevidst bevæger os til.

Øvelserne til senioryoga har særligt fokus på at træne følgende:

  • Balanceevnen – så der opnås større kontrol over kroppen og fald mindskes
  • Åndedrættet – så der opnås større iltoptag og tendensen til svimmelhed mindskes
  • Muskelmassen – så kroppen styrkes, og de daglige opgaver kan udføres med lethed
  • Mobilitet – så fleksibiliteten vedligeholdes, og stivhed i kroppen mindskes
  • Kredsløbet – så blodcirkulationen i kroppen øges  

I senioryoga tilrettelægger underviseren øvelserne, så de passer til aldersgruppen. Har du udfordringer, eller skal der tages specielle hensyn, informerer du underviseren, og så kan øvelserne tilpasses dig. I nogle afdelinger er der specielle begynderhold for seniorer, men det er vigtigt at pointere, at i senioryoga kan alle være med, ligesom det aldrig er for sent at begynde.

Hensyntagende yoga

I hensyntagende yoga er der ekstra opmærksomhed på, at øvelserne passer til din krops tilstand. Der er fokus på særligt udsatte områder som ryg, skuldre, nakke og hofter. 

I hensyntagende yoga arbejdes der oftest med en kropsdel eller et tema (som fx stress). Det er op til deltagerne at tage en dialog med underviseren om hvilke behov, de har og hvilke hensyn, der skal tages. 

Hensyntagende yoga foregår i et meget roligt tempo, hvor fokus er på de behov og udfordringer, den enkelte deltager har. 

Yogakurser i hele landet

AOF udbyder yogakurser i hele landet, og de enkelte afdelinger har ofte et bredt udvalg af yogakurser. Vores hold ligger på forskellige tider af dagen, og underviserne er enten uddannet yogalærer eller har dyrket yoga i adskillige år.

Er du i tvivl om, hvorvidt du kan deltage på et hold på grund af eventuelle skader, så tag fat i underviseren og aftal, hvordan du kan være med. Det gode ved yoga er, at der er flere forskellige variationer af en øvelser, så man kan altid være med på det niveau, man nu har.