Lær at tegne

”Jeg kan ikke tegne”, ”Jeg er dårlig til at tegne”. Sådan er der mange, der siger. Og så får det aldrig en chance. Men alle kan lære at tegne. Det er blot et spørgsmål om den rigtige træning.

Voksne kan også tegne

“Som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen”. Sådan lyder et citat fra den verdensberømte fransk-spanske kunstner Pablo Picasso.

Som børn tegner vi nemlig en masse, men mange holder op omkring 10-års alderen. Det mønster kan mange voksne nikke genkendende til, og selvom det kan virke svært, er der masser af grunde til at blive ved med at tegne eller genoptage det som voksen. De færreste mennesker får udforsket deres kreative sider som voksne, og et tegnekursus kan være med til at holde den højre hjernehalvdel i gang. Hos AOF får du en række muligheder for at lære at tegne. Der er tegnekurser for både begyndere og øvede i de forskellige grene af tegnekunsten. 

Tegnekursus

Tegning for begyndere

Hvis du hører til den store gruppe af mennesker, der ikke har tegnet noget af betydning siden barndommen, kan du på et tegnekursus for begyndere få en introduktion til alle de grundbegreber, som skaber fundamentet for at kunne tegne et motiv. Via praktiske tegneøvelser får du indblik i, hvordan man bruger tegneredskaberne og viden om skygge, former, lys og perspektiv.

Portrættegning

Her lærer du både det virkelighedstro portræt og det tegnede udtryk. Du får forskellige teknikker til at lave skygger og kontraster. Når du laver portrættegninger, lærer du alle de små detaljer omkring farver, skygger, hovedform og placering af øjne, næse, mund og ører. Måske lægger du først rigtigt mærke til detaljerne i ansigtet på dem, du kender, når du tegner deres portræt.

Tegning

 

Billedskole for børn

Mange børn mister gradvist interessen for at tegne, når de når op i en alder, hvor der også skal laves lektier og dyrkes andre fritidsinteresser. Og det er synd. For tegning er sundt for børn. Ikke bare finmotorisk, men også som et læringsværktøj, der har betydning for både kreativiteten og evnerne til at kommunikere. Hos AOF kan du også finde billedskoler for børn, der har lyst til at udfolde sig kreativt med tegningen i centrum.

Barn tegner

Lær at tegne dyr

Måske har du som voksen prøvet at få en ordre fra et barn, som har bedt dig om at tegne et dyr. Du forsøger at tegne og håber på, at barnet ikke siger, at din hund er en gris eller en hest. Som uerfaren tegner kan det være svært at ramme de rigtige proportioner og rent faktisk få tegningen til at ligne det dyr, som ellers står så klart på nethinden. Men det er aldrig for sent at lære at tegne dyr, og via undervisning på AOF’s tegnekurser kan du få de redskaber, der skal til.

Croquis

Croquis tegning (udtales ”kroki”)

I Croquis tegning skitserer man en levende model. Croquis modellerne er som regel nøgne mennesker. Du kan også tegne efter en croquis træfigur med bevægelige kropsdele. Ideen med denne type tegning, er at det skal gå stærkt, og dermed er du nødt til at fokusere på de vigtigste dele af motivet og ikke fortabe dig i detaljen. Croquis, der udtales som kroki, kan også med fordel bruges til at tegne motiver, der har svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen - som fx børn og dyr.

Tegneskoler

Der findes mange tegneskoler landet over. Se om du kan finde et tegnekursus på det niveau, du gerne vil gå på i netop dit område. Hvis du vil lære at tegne og indgå i et fællesskab med ligesindede, så er et tegnekursus på en aftenskole hos AOF et rigtigt godt valg.