Lær at synge 

Alle kan lære at synge. Også dig, der har fået at vide, at du ikke kan synge. Sang skaber energi og glæde, både hos dig selv og hos andre.

Hvad enten du ønsker at lære at synge for din egen skyld, eller om du skal bruge din sang mere professionelt, er det altid godt at få individuel sangundervisning.

Sangundervisning

Fordele ved at få sangundervisning 

Når du får individuel sangundervisning, har du en erfaren og professionel sanglærer til at guide dig med øvelser og sange, der kan styrke din sang der, hvor du er udfordret. I vil sammen aftale, hvad du har brug for at lære. 

Det kan være, at du vil lære at synge høje toner eller dybe toner.  Måske har du brug for øvelser, der gør, at du ikke bliver hæs så hurtigt. Eller måske trænger din stemme simpelthen ikke igennem, som du ønsker. 

Undervisningen bliver tilpasset dit niveau, og du vil blive udfordret uanset, om du er nybegynder eller øvet. Sangundervisning starter altid med opvarmningsøvelser og øvelser i sangteknik, ligesom der arbejdes med en eller flere sange, hvor teknikkerne kan afprøves.

Kan alle lære at synge godt? 

For nogen kan det være grænseoverskridende at synge over for andre. Der er meget personlighed knyttet til stemmen, og derfor kan det ramme særlig hårdt, hvis man tidligere har fået at vide, at man ikke kan synge.

Men bare rolig, alle kan lære at synge. Og alle kan lære at synge rent. Det kræver bare en god portion træning af sangstemmen. 

Alle mennesker har nemlig samme udgangspunkt for at lære at synge fysiologisk set. Dog kan der være forskel på ens fysiologi, der gør, at man har nemmere ved at synge høje og lave toner eller få en god klang. Derfor kræver det for nogen mere træning og flere øvelser at komme hen til den lyd, man ønsker.

 

Kor

Fordele ved at lære at synge

Der er mange fordele ved at synge, også selvom du ikke har fået undervisning. Med sangundervisning og de øvelser, du lærer her, kan du få endnu mere ud af din sang og styrke din stemme.

 

Bedre kondition

Når du synger og laver sangøvelser, arbejder du med dit åndedræt på samme måde, som når du træner. Du forbedrer dermed din kondition ved at synge, da du styrker åndedrættet. Når du synger, trækker du vejret dybt og får iltet blodet.

 

Større kropskontakt 

Når man synger, er det ikke kun stemmen, man bruger. Faktisk skal man aktivere store dele af kroppen – lænd, mave og ryg. Derfor handler sangundervisning ikke kun om at synge sange, det skal man også, men det handler om at styrke dit instrument. Du lærer en masser øvelser, der giver dig større kropskontakt, så din krop kan give støtte til din stemme.

 

Øget selvtillid

Opvarmningsøvelser og øvelser i sangteknik hjælper dig med at åbne op for din stemme og udvikle dig som sanger. Er du nybegynder, vil du hurtigt mærke, at du får en stærkere stemme, og at du begynder at råde over et større register. Når man mærker stemmen gro og bliver mere sikker på, hvordan man kan bruge sin stemme, giver det øget selvtillid til at synge over for andre.

Fællessang

Hvis du har lyst til at supplere din solosang med fællessang og kor, tilbyder vi også dette i hele landet hos AOF. Du finder vores korundervisning her.

 

Sangundervisning til særlige målgrupper 

Fordi vejrtrækningen er så stor en del af det at synge, kan sangundervisning og det at arbejde målrettet med vejrtrækningen have en sidegevinst. Hos AOF har vi sangkurser, der henvender sig til mennesker, der har udfordringer med åndedrættet. Med sang glemmer man helt, at der faktisk er tale om træning af åndedrættet.

Hjerte-lungesang 

Fordelen ved sang er, at man bruger åndedrættet aktivt. Et sundt åndedræt kan ilte dit blod mere. Som hjerte- eller lungepatient er der fordele ved at bruge sangen til at styrke åndedrættet. Både hvis man i forvejen kan lide at synge eller har lyst til at lære det.

At træne sine lunger gennem sang gør, at man let glemmer, at der er tale om træning. Vil du vide mere om, hvordan undervisningen tilrettelægges, så tag fat i den enkelte underviser. Så kan I afklare, om det giver mening for dig at træne lungesang. 

Snorkesang

Snorken hænger ofte sammen med et slapt ganesejl, den bløde del bagerst i ganen. Men heldigvis kan man faktisk træne denne del, når man laver sang- og stemmetræning. Øvelserne kan være med til at mindske din snorken.

På kurserne i snorkesang hos AOF arbejder vi med målrettede sangøvelser mod snorken.

 

 

AOF kor

 

Sangundervisning i hele landet 

Hos AOF tilbyder vi sangundervisning i hele landet. Der undervises i solosang, så du i trygge rammer kan opdage, udvikle og lære din sangstemme at kende. Undervisningen tilrettelægges i samarbejde med dig og underviseren, så du kan lære at synge det, du altid har drømt om at synge.