Living Yolates workshop
Ønsker du at begynde weekenden med at give slip på hovedet og lande i kroppen? Så er denne Living Yolates workshop det helt rette sted at lande.
Living Yolates er en bevægelsesform, udviklet af Mikkala Marilyn Kissi, der kombinerer meditation, energiarbejde, dans, yoga og pilates.
Du vil blive guidet gennem en melodi, der rører krop, sind og sjæl. Sessionen begynder med meditation og grounding, der får dig til at lande. Herefter vil du blive ledt videre over i dans, der giver sved på panden, løfter energien og hjælper med at give slip. Du vil så blive mødt af yoga og pilates, som gennem stræk og styrkeøvelser samler, centrerer og styrker kroppen indefra og ud. Til slut vil du blive guidet ind i en dyb afspænding, hvor du får lov til at give fuldstændig slip og integrere alle øvelserne.
Denne workshop vil tage udgangspunkt i forårets energi, der indbyder til: nye begyndelser, et stærkt fundament og ikke mindst tilføre næring til det, du ønsker mere af i dit liv.
Workshoppen er henvendt til alle, og kræver ikke nogen erfaring indenfor de forskellige bevægelsesformer. Du vil blive guidet gennem det hele, og vigtigst af alt er, at du lytter til din krop og mærker efter, hvad du har brug for.
Kom i behageligt, blødt tøj, som du føler dig tilpas og kan bevæge dig frit i. Det kan desuden være en god idé at medbringe en varm trøje, tykke strømper og en flaske vand.
Vi slutter dagen af med en kop urtete.
Vær opmærksom på, at der til workshoppen vil blive brugt æteriske olier i rummet.
Kursusdetaljer
225 kr./person
Underviser
Anja Skovhede Hviid
Anja brænder for at skabe trygge rum, der giver plads til og mulighed for at udfolde sig som man er. I 2022 færdiggjorde Anja sin 250 timers Living Yolates uddannelse hos Mikkala Marilyn Kissi og Isa Raim, og har siden da undervist. Anja er desuden i gang med at uddanne sig til natur- og kulturformidler og driver en kunst- og kulturforening.
225 kr./person
Tilmeld kursus