AOF styrker kulturlivet og fællesskabet i kommunerne - via GoJoin

Det hele begyndte med en punkteret cykel og en lokal cykelhandler med ondt i forretningen.
Cyklen var ejet af AOF Danmarks direktør John Meinert Jacobsen, og mens han ventede på, at cyklen blev lappet, faldt de i snak. Han foreslog cykelhandleren, at han kunne supplere sin indtægt med kurser i at lappe og vedligeholde cykler og på den måde lokke flere nye kunder ind i butikken.
"Cykelhandleren var glad for idéen, men manglede et sted at slå det op. Han kunne selvfølgelig lave en flyer til opslagstavlen i det lokale supermarked, men så ville budskabet nemt drukne blandt salg af barnevogne og hundepasning", fortæller John Meinert Jacobsen.
Fra idé til virkelighed
I stedet voksede idéen til en helt ny brugerdrevet app, GoJoin. Her kan alle danskere formidle deres interesser og finde deltagere til kulturarrangementer, kurser og andre aktiviteter på en ny og nem måde. I stedet for at sætte flyers om koncerter, udstillinger eller foredrag op i byens lygtepæle, opretter du blot arrangementet på GoJoin, hvor brugerne så kan tilmelde sig og dele det med vennerne. Det er nemt og gratis, og ingen aktivitet er for stor eller lille.
"Det er brugerne af GoJoin, der bestemmer indholdet. Og det kan være alt fra livemusik hjemme i stuen, udstillinger, foredrag, fællesspisning eller en løbetur om søndagen. Fx havde en bruger for mange æbler i haven og inviterede andre hjem for at plukke dem, og en anden søgte efter nogen at gå en tur med. GoJoins vigtigste formål er at være en platform, hvor brugerne kan dele kultur, viden og fællesskaber med hinanden", udtaler John Meinert Jacobsen.
En digital markedsplads for aktiviteter
Ved at oprette aktiviteterne på GoJoin, kan brugerne også få glæde af AOF’s mangeårige erfaring med administration og formidling af arrangementer.
"I AOF vil vi gerne være med til at facilitere de uformelle møder mellem mennesker. Befolkningen skal kunne arrangere møder og selv stå for initiativer på lige vilkår med de store foreninger", fortæller Humaira Nasim, kommunikationschef i AOF Danmark.
I dag er der over 20.000 brugere, hvoraf 521 af dem er arrangører. Tilsammen har de skabt mere end 2.600 aktiviteter på landsplan i GoJoin, og mange flere er i vente.
Nye oplevelser, nye perspektiver og nye mennesker. Er du klar?
Se mere på hjemmesiden her. eller hent appen i App store eller Google play
For yderligere oplysninger, kontakt:
Daniel Tafdrup, mail: data@aof.dk eller tlf: 26 84 27 88